Trykt i Danmark
Du tager ansvar for både samfund og miljø, når din tryksag bliver produceret på et dansk trykkeri.
Danske trykkerier har gennem flere århundreder arbejdet ud fra stolte og stærke traditioner. Du får derfor en tryksag, der er et håndværk udført i høj kvalitet af veluddannede, faglærte medarbejdere, der kan deres fag. Danske trykkerier er garanter for kvalitet. Du får service og rådgivning på dansk og risikerer ikke de sprogbarrierer, der kan være, hvis dine tryksager bliver produceret i udlandet.
‘Trykt i Danmark’ mærket er din sikkerhed for dansk kvalitet og ansvarlighed.
Med mærket kan du være sikker på, at tryksagen er produceret på et dansk trykkeri, der er medlem af GRAKOM Arbejdsgivere. Trykkerier, der er medlem af GRAKOM Arbejdsgivere, har tegnet overenskomst med HK/Privat og eventuelt 3F. Trykkeriet respekterer den danske model på arbejdsmarkedet, betaler dansk overenskomstmæssig løn og tilbyder ordentlige danske arbejdsvilkår. Trykkeriet lever samtidig op til de høje danske standarder, der gælder inden for arbejdsmiljø.
Derudover bakker danske trykkerier op om uddannelse og efteruddannelse af deres medarbejdere.
Med afsæt i de stolte traditioner tager de dermed ansvar for faget, branchen, og at deres medarbejdere bliver uddannet i takt med udviklingen.
Stiller du krav om, at din tryksag skal bære ‘Trykt i Danmark’ mærket, er du med til at opretholde gode danske produktionsarbejdspladser og dermed understøtte dansk økonomi.
Danske trykkerier er en del af verdens grønneste grafiske branche. De arbejder under de høje miljøstandarder, vi har i Danmark, tager hensyn til klimaet og har respekt for naturressourcerne. Derudover tager de socialt ansvar.