Perspektiv
Vi har alle elementerne klar til at bidrage til den grønne omstilling. Certificeringerne, mærkerne og en række kommunikative redskaber i ’Tryk med ansvars’ værktøjskasse. Indsatsen er stor og samtidig kun lige begyndt. Så snart Danmark åbner, tager vi næste skridt.
Du har helt sikkert styr på pris og kvalitet, og det ligger på rygraden, hvad fordelene er ved den ene tryksagsløsning frem for den anden. Men dialogen med kunderne har fået flere vinkler, for hos private og offentlige kunder er opmærksomheden rettet på den nye ansvarlighedsdagsorden. En dagsorden vi længe har kendt til i den grafiske branche. Derfor har vi kørt de veldokumenterede certificeringer i stilling. Vi er bare ikke så trænede i at tale om dem.
– Miljø og klima er vanskelige stofområder. Og ja, vi er ikke så trænede i at tale om dem. Men vi har i mere end 20 år gjort en kæmpe indsats i den grafiske branche for at gøre det rigtige. Så nu skal vi have modet til at komme med fortællingen og sælge budskaberne, lyder det fra GRAKOM’s direktør Thomas Torp.
Han fremhæver, at kampagnen ’Tryk med ansvar’ netop har til formål at skabe en værktøjskasse til alle medlemmer, så de har argumenterne over for kunderne. Samtidig understreger han, at kampagnen blot er startskuddet.
Hos Toptryk er chefkonsulent Brian Johannsen enig i, at klima og miljø er komplekse områder. For ham er det derfor vigtigt, at alle medarbejdere bliver klædt på til dialogen med kunderne. De skal opleve, at dokumentationen er i orden.
– Vi har lagt materialet fra kampagnen frem, og det er fint materiale. Over for otte ud af ti kunder vil det fungere godt. Udfordringen er, hvis kunderne er skeptiske og stiller dybdegående spørgsmål. Så føler man sig utryg ved at bringe det på banen, og man lader så måske være med at fortælle historierne om mærkerne, fortæller Brian Johannsen.
Han nævner flere situationer, hvor det kan være svært at komme med den rigtige forklaring. Det gælder fx i forhold til, hvad der er bæredygtigt og ikke bæredygtigt, men også når det kommer til forskellen på almindeligt papir og genbrugspapir. Her nævner han udfordringen med myter om genbrugspapir, og at nogle kunder kommer med indvendinger fx i forhold til processen med at afblege papiret.
– Jeg kunne godt tænke mig, at vi fik opstillet nogle parametre, så vi tydeligt kan forklare forskellene. Også i forhold til bæredygtig og ikke-bæredygtig emballage. Og papir i forhold til plast, siger Brian Johannsen.
Thomas Torp forstår udfordringerne, netop fordi miljø og klima er komplekse stofområder.
– Det er vigtige pointer, Brian kommer med. Når jeg hører dem, bliver jeg bekræftet i, at vi skal følge op på kampagnen med et roadshow. Det er afgørende, at medarbejderne i vores medlemsvirksomheder tør tage dialogen om miljø og klima med kunderne. Hvis de ikke gør det, kommer vi ingen steder, understreger Thomas Torp.
Da planen for udrulningen af kampagnen ’Tryk med ansvar’ var lagt, var et af punkterne netop et roadskow, hvor GRAKOM skulle ud i alle medlemskredse.
– Vi havde planlagt turen, men corona spændte ben. Jeg er dog ikke i tvivl om, at vi skal afsted, så snart Danmark åbner igen, siger Thomas Torp.
Når GRAKOM starter sit roadshow og kommer ud i kredsene, ønsker Brian, at første step er, at medlemmerne bliver klædt på til at sælge mærkerne. Netop ved at komme mere i dybden. Han ser også, at det vil give noget til de medlemmer, der fx endnu ikke er svanemærkede. Derudover vil han gerne, at der kommer møder, hvor man har mulighed for at invitere kunder med.
– Jeg ville gerne have møder, hvor vi kan plukke kunder ud, som vi ved, er skeptiske. Vi skal have en som Carsten Bøg på banen og hjælpe os med at forklare det, der er vanskeligt. Så kunderne forstår forskellene, og hvad det er, vi har gjort hos os for at blive certificeret, lyder det fra Brian Johannsen.
At dialogen på disse møder vil skabe fokus og have en afsmittende effekt kunderne imellem, er Brian ikke i tvivl om
– Jeg tror på, at det vil give mere efterspørgsel. Kunderne ved i dag ikke helt, hvad de siger ja til, og de tror måske, det er meget dyrere at vælge certificerede tryksager. Men det er jo ikke dyrere at vælge fx svanemærket papir. Jeg tror, de vil lytte på møderne, for det generelle billede er, at kunderne stoler på, at trykkerierne gør det på den bedst mulige måde, slutter Brian Johannsen.